TV2 stopper kritisk Mærsk-program


Mislyd i operaen: Filmselskab afslører, at kinesiske granitsten på operapladsen produceres under umenneskelige forhold.
Efter flere dages intern ballade på TV2 besluttede en gruppe direktører, programledere og jurister i går at stoppe en dokumentar om Rederiet A.P. Møllers brug af kinesisk granit omkring Operaen i København. Ifølge dokumentaren har produktionen af stenene givet tusinder af kinesiske arbejdere stenlunger.

TV2’s konstituerede direktør Anders Kronborg bekræfter over for Ekstra Bladet, at udsendelsen, der var programsat til mandag aften i den bedste sendetid, blev pillet af efter flere dages diskussion med producenten, det ofte prisbelønnede foretagende Bastard Film.

Uenige om detaljer
Adm. direktør for Bastard Film, Søren Steen Jespersen, siger:

– TV2 og Bastard Film kunne ikke blive enige om programmets endelige udformning. Vi er uenige om nogle detaljer. Vi er nået dertil nu, at vi ikke vil ændre mere i programmet og har købt det tilbage.

– TV2 vil ikke sende programmet, som det foreligger nu. Vi vil godt bevare et godt forhold til TV2, hvorfor jeg ikke har flere kommentarer. Der er intet ondt blod mellem parterne. Der er ingen, der smækker med dørene, bemærker direktøren.

Mislyde i Operaen
Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers personlige assistent gennem en menneskealder, underdirektør Lars-Erik Brenøe, opholder sig netop nu i Oman. Det lykkedes Ekstra Bladet at komme i telefonisk kontakt med Brenøe sent i aftes, men skibsrederens personlige assistent oplyser tørt, at han ikke vil kommentere en udsendelse, han ikke har haft mulighed for at se.

– Ved du, at udsendelsen er blevet stoppet og ikke bliver sendt?

– Ja, jeg har netop hørt det, men derudover har jeg ingen kommentarer, siger Lars-Erik Brenøe.

Arbejderne får stenlunger
TV2-dokumentaren havde som arbejdstitel ’Mislyde i Operaen’. De to skrappe Bastard-journalister Miki Mistrati og Mads Lund havde fundet ud af, at de 5500 kvm kinesiske granit, der pryder hele pladsen foran Operahuset, er produceret under forhold, der er langt under standarden herhjemme.

Produktionen skulle hvert år give tusinder af kinesiske arbejdere stenlunger. Et af de spørgsmål, udsendelsen rejser, er, hvor meget A.P. Møllers fond vidste om forholdene, inden den købte granitten.

Ingen kommentarer: