Falske pengesedler af superkvalitet i Danmark


Falske super-sedler i euro er de sidste uger sat i omløb i Danmark. Der er tale om de bedste efterligninger af ægte pengesedler, som nogensinde er set herhjemme.

Både falske 200- og 100-euro-sedler er brugt i danske butikker og på tankstationer, skriver Berlingske Tidende.

Kriminalassistent Niels Ørnskov fra Kriminalteknisk Center ved Rigspolitiet i København siger, at de falske sedler, der er dukket op på det sidste, er de bedste forfalskninger, der nogensinde er set på verdensplan. Også selv de bedste kopier af den amerikanske dollar overgås nu i kvalitet af de sedler, der er spredt i Danmark.

»De falske sedler har vandmærke, sikkerhedstråd, ultraviolet tryk og hologrammer. Der er tale om forfalskninger i topklasse. Det er de nok bedste forfalskninger, der er set på verdensplan,« siger Niels Ørnskov.

Politiet har modtaget 50 falske supersedler med 200-euro og et tilsvarende antal 100-euro, men de frygter, at langt flere er på vej. Falskmønterne har kørt rundt i Danmark og betalt med de falske sedler på især benzinstationer og discountbutikker som Netto og Fakta.

De falske sedler er først blevet opdaget to til tre dage, efter at de er brugt, og når de er nået frem til banken, eftersom der er tale om yderst vellignende eksemplarer.

»Danskere kender ikke euroen særlig godt, og det snyder mange, at sedlerne har både vandmærke og sikkerhedstråd,« siger Niels Ørnskov.

Politiet formoder, at det er professionelle svindlere fra Østeuropa, der har valgt at sætte de falske sedler i omløb i Danmark og Sydsverige. Men der er også falske 50-euro-selder i omløb herhjemme, som menes at stamme fra danske falskmøntnere, fordi de kun sættes i omløb ganske langsomt.

»De falske 50-euro-sedler er formentlig blevet hentet et eller andet sted i Europa og sættes lige så langsomt i omløb herhjemme. Der er tydeligvis ikke tale om noget hastværk, som vi ellers ser, når udenlandske falskmøntnere er på spil i Danmark. De er her typisk to til fire dage, og forsvinder så igen. Men det er stille og roligt, og det tyder på, at de kommer fra en person, der bor i Danmark,« siger Niels Ørnskov.

Ingen kommentarer: