Nu kan man sejle gennem Nordvestpassagen


For første gang, siden man begyndte på satellitmålinger i 1978, er det muligt for skibe at sejle nord om Canada gennem Nordvestpassagen.

Isen i havet ved Arktis er svundet endnu mere ind, end prognoserne har forudset, påviser forskere ved Danmarks Rumcenter DTU.

Den del af havoverfladen i det arktiske område, som er dækket af is, er skrumpet til sit hidtil mindste areal, viser de nyeste satellitoptagelser.

Dermed er Nordvestpassagen for første gang sejlbar. Passagen strækker sig fra farvandet vest for Grønland helt til Beringstrædet mellem Alaska og Sibirien.

»Ekstremt«
Det er den europæiske rumfartsorganisation ESA's miljøsatellit, Envisat, der har leveret billederne, som beviser, at man kan sejle gennem passagen uden at blive stoppet af is.

Det isdækkede område er skrumpet til omkring tre millioner kvadratkilometer, oplyser lektor Leif Toudal Pedersen fra Danmarks Rumcenter.

»Det er cirka én million kvadratkilometer mindre end de hidtidige lavpunkter i 2005 og 2006. En skrumpning på en million kvadratkilometer på et enkelt år er ekstremt«, siger han.

Ingen kommentarer: